Søndag morgen sad jeg, som så mange andre, med nybrygget kaffe, ikke-hjemmebagte boller og søndagsavis med flere tillæg, herunder en af dem, som beskriver al det lækre modetøj, man aldrig vil have råd til at købe, den lækreste mad, som man aldrig har tid til at lave – og ja, så alle de trends, som man bare må vide noget om, som overskudskvinde.
Mellem to kopper kaffe faldt jeg over en artikel om rynkereduktion. Den handlede om, hvorledes danske kvinder var begyndt at bruge de såkaldte fillers (primært restylane), som ifølge artiklen var ganske ufarlige, ikke efterlod blå mærker der, hvor kanylen var stukket ind, og var så hurtige at udføre, at dette kunne ske under en frokostpause. Som at købe en sandwich – bare en 'anelse' dyrere.
Plastikkirurgi fortæller noget om ændringerne i samfundet
Som humanist og samfundsforsker er ændringer som det, der pt. sker i forhold til øget brug af plastickirurgi – om det er brystforstørrelser, rynkereducerende eller fedtfjernende – interessante, fordi det jo basalt fortæller os noget om ændringer i vores samfund.
Som religionsforsker kan man nok i øvrigt ikke lade være med at se den slags tendenser som udtryk for en alenlang tradition (eller et utal af traditioner, fordelt på et utal af historiske perioder og dele af verden), hvor mennesket har ændret sin krop.
Ikke mindst de såkaldte overgangsritualer, hvor kvinder og mænd går fra barn til voksen er tidspunkter, hvor den slags handlinger er udprægede, rangerende fra tatoveringer, skabelse af ar ved hjælp af ophængning i kroge, større eller mindre mutillering af kønsorganer, og meget andet.
Sådanne handlinger er ofte en del af traditionen (sådan gør vi bare), men kan også være en del af myter eller tolkninger af religiøse tekster. Det kan være en del af at opretholde orden i samfund og verden på, og det kan være en basal forstået forudsætning for, at man i det hele taget kan blive et voksent og værdigt menneske.
Myter skaber normer
Nutidens plastikkirurgi – ikke mindst hvis den hastigt stigende popularitet og almengørelse fortsætter – kan tolke s i dette religionsvidenskabelige lys. Måske det ikke er noget metafysisk, som kræver dette og hint af sine skabninger, men myten om altings orden – eller normen om det rigtige menneske er der jo et eller andet sted.
Som det også hed i artiklen fra søndagsavisen, så var det, hvis man brugte Restylane, muligt at fremhæve meget mere af sig selv. Myter skaber normer - og normer indeholder myter.
Og det kan da vel være, at brug af rynkereducerende plastikkirurgi ikke lige kan siges at være ritualer, som markerer overgang til voksenliv og fødedygtig alder – men man kan da, i hvert fald tolkningsmæssigt, se det som ritualer der får os til at se ud som om vi aldrig forlader den fødedygtige alder. En genskabelse af kroppen og virkeligheden som vi mener, at den må og skal se ud.
Plastikkirurgi er ikke noget nyt
Som sagt, mennesket har altid, både i traditioners og religioners tegn, gjort ting ved deres kroppe – skåret i dem, sultet dem, fyldt dem med euforiserende stoffer, gjort halse og læber større, ændret hvad der ændres kan.
Plastickirurgi er ikke noget nyt – og det er det heller ikke, at operative indgreb i kulturens navn kan have betydelige konsekvenser for den krop, som udfører kultur (herunder religion). I det lys er det således også vigtigt at bemærke, at den individualisering, som hævdes som en del af nutidens kirurgiske indgreb også indbefatter en normalisering; en skabelse af det normale, som angår os alle.
Og at denne norm handler på, ændrer og transformerer den krop, som vi har fået. Det er et evindeligt gentaget ritual, i flere forskellige udformninger, som hver gang, ultimativt, vender op og ned på det normale og det unormale, på det skønne og det uskønne.
